Formanden mener

 

30. august 2017:

Vi må tage den svære diskussion om tilpasning og tilgængelighed

Regeringen er nu kommet med det ventede forslag til loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Jeg er glad for, at der er sat gang i processen om diskriminationsforbuddet, så mennesker med handicap endelig kan få samme beskyttelse, som en række minoriteter allerede har. Ros til regeringen og børne- og socialministeren for at sætte det i værk.

Læser man forslaget nærmere igennem kan det diskuteres, om vi er helt i mål. Her tænker jeg særligt på to væsentlige forhold: Rimelig tilpasning og fysisk tilgængelighed, som ikke er omfattet af lovforslaget. Det mener jeg, at vi bliver nødt til at forholde os til. Jeg er udmærket klar over, at der er et dilemma her: Vi vil gerne sikre mennesker med handicaps ret til at deltage, men samtidig skal offentlige og private virksomheder ikke pålægges uoverskuelige udgifter. Der er ikke en nem løsning. Men vi bliver nødt til at tage diskussionen.

Jeg tror, alle er glade for, at forbuddet endelig bliver en realitet. Jeg har forståelse for, at det er et smalt forbud, der er politisk vilje til, og jeg anerkender den gode vilje, der ligger i det. Når det er sagt, er det også vigtigt at sige, at forbuddet selvfølgelig skal stå så stærkt som muligt. Og netop rimelig tilpasning og fysisk tilgængelighed er to effektive tiltag, der kan give mennesker med handicap samme muligheder som andre og dermed forhindre diskrimination. Det er også tiltag, der i mange tilfælde kræver ressourcer, og hvor det kan være svært på forhånd at vurdere omfanget. Men dette må ikke forhindre os i at tage diskussionen om, hvilke situationer der kan betragtes som diskrimination, og hvordan lovforslaget skal udformes for at tage højde for dette.

For eksempel stilles kravet om rimelig tilpasning allerede i dag til alle arbejdsgivere. Jeg undrer mig over, hvorfor man ikke også skulle kunne stille sådan et krav – en forventning om imødekommenhed i rimeligt omfang – når man henvender sig som borger til en offentlig myndighed eller som kunde til en privat virksomhed? Jeg kan ikke klart læse ud af forslaget, om det eksempelvis pålægger en offentlig myndighed at anskaffe en rampe eller en teleslynge, så man sikrer flere borgere lige adgang? Hvis nej, mener jeg, vi har et problem. Hvis ja, bør det fremgå tydeligere af loven.

Næste skridt i udformningen af lovforslaget er en høringsproces. Her vil jeg opfordre ministeren, embedsværket og politikerne til at tage imod alle gode konstruktive forslag, som måtte komme. Mange forskellige parter har længe arbejdet med de dilemmaer, der er i lovforslaget. De kan hjælpe med at finde gode løsninger på nogle af de svære spørgsmål, så vi får en lov, der er så stærk, klar og anvendelig som mulig.

Uanset hvad ordlyden af det endelige forslag bliver, er det vigtigt, at vi fortsat tager diskussionen og arbejder frem mod bedre tilpasning og tilgængelighed. Da det er fuldkommen afgørende for mennesker med handicap at kunne købe ind, gå til forældremøder, besøge familie, være med i en forening osv.

Sidst, men ikke mindst, har jeg et ønske om, at regeringen udformer en klar strategi for, hvordan man følger op på lovforslaget. Har det virket efter hensigten? Er der brug for justeringer? Og har diskriminationsforbuddet påvirket danskernes generelle holdninger til mennesker med handicap?

I Det Centrale Handicapråd sidder en bred kreds af aktører, der alle arbejder for et mere inkluderende samfund, men med forskellige perspektiver og vinkler. Vi er derfor klar over de mange udfordringer, som ministeren må sidde med i arbejdet med diskriminationsforbuddet. Det er ingen nem opgave. Jeg synes, vi har fået en rigtig god start. Og jeg håber, vi også får en rigtig god fortsættelse, hvor vi sammen arbejder for at flere mennesker med handicap kan bevæge sig frit og deltage i vores samfund på lige vilkår.

 

Læs lovforslaget her: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/SOU/bilag/326/1782916.pdf

 

21. juni 2017:

Tak for et godt Folkemøde

Det har været en fornøjelse at deltage i så mange spændende debatter, møde en masse interessante mennesker og være en del af den helt fantastiske stemning, der indtager Bornholm i folkemødedagene. 

Det var anden gang, jeg deltog i Folkemødet som formand for Det Centrale Handicapråd, og årets debatter bød på alt fra god sagshandling over udfordringer i psykiatrien til et mere rummeligt arbejdsmarked. Selvom emnerne for debatterne spænder bredt, så var der alligevel flere overordnede pointer, der gik igen. Tre af dem vil jeg gerne fremhæve.

For det første må vi aldrig glemme, at uanset hvad, så er borgeren ekspert i eget liv – og derfor skal indsatser og nye initiativer tage udgangspunkt i borgerens behov og ønsker. For det andet, så skal vi blive bedre til at måle borgernes oplevelser og tilfredshed med indsatserne. Flere kommuner beskriver, at de er ved at drukne i dokumentation. Men selvom vi måler på det ene og det andet, så glemmer vi at se systematisk på, om borgerne faktisk får den hjælp, som de har behov for. For det tredje, er de kommunale handicapråd blevet nævnt i flere af de debatter, jeg deltog i. Rådene rummer et potentiale til at løfte store og vigtige opgaver, da medlemmerne i de kommunale handicapråd sidder med en viden om mennesker med handicaps potentialer og udfordringer. Det er afgørende, at den viden kommer i spil, når kommunen skal planlægge og gennemføre nye tiltag.

Jeg håber, at disse tre ting, vil komme højere op på dagsordenen fremover: Borgeren i centrum, måling af oplevelser og tilfredshed, samt større involvering af kommunale handicapråd. Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at det kommer til at ske – eksempelvis har rådet taget hul på et samarbejde med KL og Danske Handicaporganisationer, der skal styrke de kommunale handicapråd. 

Allerførst er det dog tid til sommerferie. Jeg håber, at I alle får en rigtig god sommer!