Søren Langager

Lektor på DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

Indstillet af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Søren Langager

Derfor er jeg med i Det Centrale Handicapråd: 

Jeg er udpeget som rådsmedlem efter indstilling fra DPU/Aarhus Universitet og repræsenterer således forskningssektoren inden for handicapområdet. Min faglige baggrund i forhold til forskning i samfund og handicap er bred med mere end tredive års kvalitativ og kvantitativ forskningserfaring inden for forskellige handicapområder, der spænder fra voksne med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, over socialpsykiatri og recovery, til børn og unge med varierende diagnoser og skole/uddannelsesforhold. Mit forskningsblik er pædagogisk sociologisk; dvs. med særligt fokus på handicapforståelser og -politikker, dagliglivsvilkår og samfundsdeltagelse i et inklusionsperspektiv, sammen med sociale og pædagogiske indsatser, der i praksis kan fremme udsatte børn, unge og voksnes vilkår og handlemuligheder. Hvad angår mit forskningsmæssige bagland kan nævnes, at jeg er medlem af den danske bestyrelse af ’Nordic Network on Disability Research’ (NNDR), og jeg deltager i universitetets forskningsprogram ’Inklusion og eksklusion - i samfund, institutioner og pædagogisk praksis’.

Mine håb og ambitioner for rådets arbejde: 

Med rådets funktion som rådgivende på det politiske niveau og med muligheder for deltagelse i samfundsdebatten, er min faglige interesse på tværs af de forskellige sektorpolitiske og handicapspecifikke interesser, der er i spil, at kunne bidrage med forskningsbaseret viden om og forslag til en afbalanceret indsats for forskellige handicapgrupper. Øget inklusion og samfundsdeltagelse er et overordnet mål, men forskningsmæssigt er der gennem de seneste år kommet øget opmærksomhed på inklusionens ’skyggesider’; dvs. hvilke utilsigtede eksklusionsprocesser, der i praksis kan være i spil med øget inklusion i lokalmiljø, skole, uddannelse og arbejdsmarked. Herunder har et begreb som livskvalitet tabt terræn i forhold til begreber som livsduelighed, og dermed kan der være grund til øget opmærksomhed på vilkårene for samfundets svagest fungerende handicappede borgere. På min professions vegne er ambitionen at fremme forskning inden for handicapområdet. Den har gennem de seneste årtier mistet volumen nationalt.