7 anbefalinger til at styrke beskæftigelsesindsatsen

I forbindelse med Det Centrale Handicapråds beskæftigelsespolitiske høring den 25. januar 2023, lancerede rådet et udspil med 7 anbefalinger til, hvordan beskæftigelsesindsatsen kan styrkes for personer med handicap. Hent udspillet og læs anbefalingerne herunder.

1. Styrk nøglepersonernes rolle ved at tydeliggøre nøglepersonfunktionen i beskæftigelsesindsatsen gennem centralt fastsatte retningslinjer med særligt fokus på prioritering af udbredelse af viden om og brug af de handicapkompenserende ordninger for alle LAB-lovens målgrupper.

2. Styrk rådgivning til medarbejdere i beskæftigelsessystemet og virksomheder ved at oprette en landsdækkende rådgivningsfunktion, hvor man kan få sparring om de enkelte handicapgrupper. Funktionen skal fungere som sluse til relevante handicaporganisationer, og tilknyttes et frivilligt peer-to-peer netværk, hvor virksomheder, der har konkret erfaring med ansættelse af personer med handicap, sparrer med andre virksomheder.

3. Styrk kompensationsmulighederne ved at ændre nuværende regler, så der på forkant - i forbindelse med fastsættelse af jobmål for den ledige - kan tages stilling til muligheden for bevilling af hjælpemidler og personlig assistance. Der skal udarbejdes kompensationskort, som afspejler jobmålene og knytter sig til den specifikke funktionsnedsættelse. Det anbefales også at indføre bedre muligheder for at beholde hjælpemidler ved overgang fra uddannelse til job, mellem job og til nyt job.

4. Styrk brugen af screening for handicap ved at tage politiske initiativer til udbredelse af brugen af screening for handicap og kompensationsbehov i beskæftigelsesindsatsen.

5. Styrk overgang fra studie til job ved at tage politiske initiativer til at styrke overgangen til beskæftigelse for nyuddannede med handicap ved at forpligte til samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, A-kasser, beskæftigelsessystemet og virksomheder, øge kendskabet til og brug af isbryderordningen, samt styrke mulighederne for at få erhvervserfaring under uddannelse.

6. Styrk og efterse fleksjobsystemet. Ministermål på beskæftigelsesområdet skal omfatte et mål om, at fleksjobledigheden skal ned på niveau med fleksjobledigheden i de 10 kommuner, som har den laveste fleksjobledighed. Der skal desuden indføres indsatsgaranti til ledige fleksjobbere, lettere adgang til fastholdelsesfleksjob og hurtigere afklaring til fx fleksjob for nyuddannede med handicap.

7. Styrk det politiske ejerskab ved at afholde et årligt handicappolitisk topmøde med deltagelse af regeringen, Folketingets partier, handicaporganisationerne, arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører.