Billede af forsiden til "Nye Kommunale Handicappolitikker"
Nyhed

Nyt inspirationsmateriale til handicappolitisk arbejde i kommunerne

Det Centrale Handicapråd har den 25. februar 2020 udgivet en ny publikation, som skal inspirere til bedre arbejde med kommunale handicappolitikker.

Deltagerne ved Handicaprådenes Dag 2020 fik som de første mulighed for at stifte bekendtskab med Det Centrale Handicapråds nyeste publikation, Nye Kommunale Handicappolitikker – inspiration til at udvikle handicappolitik med handling og fremdrift.

Publikationen blev præsenteret på Hotel Nyborg Strand, hvor de mange fremmødte konferencedeltagere også fik udleveret materialet.

Det Centrale Handicapråds formand, Liselotte Hyveled, glæder sig over udgivelsen af den 23 sider lange publikation, som henvender sig flere målgrupper.

”Alle, der er involveret i kommunernes arbejde med at udarbejde, implementere og følge op på kommunale handicappolitiker, kan få glæde af materialet,” siger Liselotte Hyveled, der lægger vægt på, at en stor del af ansvaret for at leve op til FN’s Handicapkonvention ligger i kommunerne:

”Det er i nærmiljøet, at de fleste mennesker uden og med handicap lever. Det er her, de går i skole, på arbejde og dyrker deres fritidsinteresser. En stor del af mulighederne for at efterleve konventionen ligger derfor i kommunernes hænder.”

Publikationen kan hentes nedenfor.