Nyhed

Sidste chance for tilmelding til uddannelseshøringen onsdag d. 18. august

Det Centrale Handicapråd har stadig pladser åbne for tilmelding til den offentlige høring om vilkårene for studerende med handicap på de videregående uddannelser. Der er dog kun et begrænset antal fysiske pladser ved høringen, som også kan følges digitalt hjemmefra. 

Hvordan sikrer vi bedst muligt, at unge med handicap kommer igennem deres videregående studie? Og hvordan opnås relevant erhvervserfaring under en videregående uddannelse? Hvilke barrierer står i vejen for at drage nytte af alle unge menneskers fulde potentiale? 

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som søges besvaret, når Det Centrale Handicapråd onsdag d. 18. august kl. 13-16 fra Folketingets Fællessal debattere vilkårene for unge studerende med handicap på de videregående uddannelse. Og der er gode muligheder for at deltage i høringen og være med til at finde svarene. Høringen afvikles både fysisk med et begrænset anal pladser samt digitalt, hvor alle kan følge med hjemmefra. 

Formålet med høringen er at drøfte idéer til forbedringer, finde løsningsmuligheder på udfordringerne for unge med handicap i uddannelsessystemet samt at få tilkendegivelser fra Folketingets partier om, hvad de vil arbejde for på uddannelsesområdet i forhold til unge med handicap. Der vil desuden være oplæg fra både aktører fra uddannelsessektoren samt unge med handicap, der er studerende på videregående uddannelser. 

Det er blandt andre Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd, Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, uddannelses- og handicapordførere fra Folketingets partier samt studiechef fra Syddansk Universitet, Annette Lund og formand for Danske Professionshøjskoler, Stefan Herman, som kan opleves ved høringen. Der vil også være repræsentanter for studenterorganisationer og studerende, der selv har et handicap, som bidrager med oplæg.
 

Tilmeldingsmuligheder: digital eller fysisk deltagelse 

Høringen afvikles som et hybrid arrangement, hvor der er åbnet for et begrænset antal fysiske pladser i Fællessalen på Christiansborg. Det er også herfra, at høringen live streames til dem, som følger den digitalt. 

Der vil være mulighed for at tage aktiv del i debatten med spørgsmål og kommentarer til både paneldeltagere og oplægsholdere, uanset om der deltages fysiks eller digitalt hjemmefra. 

På dagen vil Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken, være moderator og styre slagets gang eftermiddagen igennem.

Det er gratis at deltage i høringen, men tilmelding er nødvendig ved både fysisk og digital deltagelse. 


Tilmeldingen sker her

Emne