Nyhed

Regionale temadage for kommunale handicapråd

Hvordan kan flere personer med handicap blive inkludereret i fritids- og foreningsfællesskaber? Kom med på en af de regionale temadage, og få ny viden og inspiration til at sætte emnet på den kommunalpolitiske og lokale dagsorden.

Alle har brug for at være en del af fællesskaber – også i fritiden. Personer med handicap oplever generelt en højere grad af ensomhed og er i højere risiko for at blive ekskluderet fra sociale sammenhænge. Deltagelse i fritids- og foreningsliv kan være en adgangsbillet til fælleskab, og dermed til øget livskvalitet, trivsel og sundhed. Det Centrale Handicapråd stiller på de regionale temadage i foråret derfor skarpt på, hvordan I som kommunale råd kan være med til at løfte den vigtige dagsorden lokalt, så flere børn og voksne med handicap kan indgå i de positive fællesskaber, fritids- og foreningslivet kan byde på.

Dagene byder blandt andet på: 

  • Opdag ny viden: Oplæg med ny og spændende viden om området
  • Spil og lær: Dilemmaspillet "Klap Kæphesten", der er tilpasset jer som kommunale handicapråd 
  • Påvirk: Mulighed for at komme med input til Det Centrale Handicapråds kommende anbefalinger til at styrke inklusion af personer med handicap i fritids- og foreningsliv 
  • Netværk: Erfaringsudveksling og netværksskabelse rådene imellem


Vi håber på stærk tilslutning ligesom ved tidligere års regionale temadage, og ser frem til til nogle inspirerende dage med gode dialoger og spændende perspektiver på årets tema. Vel mødt!

De regionale temadage afholdes i 

  • Middelfart (Severin) den 25. april 
  • Korsør (Musholm) den 7. maj 
  • Aalborg Øst (Scandic) den 13. maj 

Det er samme form og indhold på de tre dage. Temadagene om ”Deltagelse i fritidsfællesskaber” er tænkt som en opfølgning på temadagene i 2022, og er relevante for erfarne såvel som for nye medlemmer af de kommunale handicapråd.

Se programmet og tilmeld dig her