Tema 4 - Uddannelse

Det Centrale Handicapråd arbejder for at sikre bedre vilkår for at mennesker med handicap kan få en uddannelse.

En mand sidder i forgrunden af billedet og læser i en bog. I baggrunden ses en anden mand, som koncentreret sidder og nærstuderer en bog.

Uddannelse er adgangsbilletten til at arbejde, til at bidrage til samfundet, til økonomisk uafhængighed og til at kunne klare sig selv.

Det gælder for mange mennesker både med og uden handicap. Men færre med handicap får en uddannelse, og derfor er Det Centrale Handicapråd meget optaget af at sikre bedre vilkår for og adgang til uddannelse for unge med handicap.

Rådet har blandt andet:
  • Anbefalet daværende undervisningsminister Merete Riisager at iværksætte en tilbagevendende undersøgelse af overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse blandt unge med handicap. Ministeren fulgte rådets opfordring og tog initiativ til at iværksætte en omfattende undersøgelse om uddannelsesresultater og mønstre for rådets målgruppe.
     
  • Haft opmærksomhed på implementeringen af den Forberedende Grunduddannelse (FGU) og anbefalet daværende undervisningsminister Merete Riisager, at der fra FGU’ens start indsamles relevant data til løbende monitorering af, hvorvidt uddannelsen fungerer hensigtsmæssigt. Ministeren forsikrede efterfølgende om, at der etableres et følgeforskningsprogram for at sikre fremdrift og effekt af uddannelsen.
Angående videregående uddannelser anbefaler rådet: 

Det Centrale Handicapråd besluttede i foråret 2020 at rette henvendelse til uddannelses- og forskningsministeren med en række anbefalinger om at fjerne regelbarrierer for at få relevant erhvervserfaring (studiejob eller frivillig praktik), mens unge med handicap er i gang med videregående uddannelser. Anbefalingerne vedrører handicaptillæg til SU’en, optjening af tilstrækkeligt med ETCS-point samt den kompenserende hjælp på arbejdsmarkedet for unge med handicap. Baggrunden er, at statistikken viser et fald i uddannelsesniveau blandt unge med handicap i disse år, mens der sker en stigning i den øvrige befolkning. Samtidig opnår mange unge med handicap ikke tilknytning til arbejdsmarkedet under uddannelse. 

Anbefalingerne kan sammenfattes således: 

•    Der bør laves generelle regler, der sætter rammer for uddannelsesinstitutionernes dispensationsmuligheder, så det er muligt for personer med handicap at gå i praktik på nedsat tid og evt. forlænge praktikperioden i stedet (ECTS-point). 
•    Det bør være muligt fx at gå i lønnet praktik uden at miste handicaptillægget. 
•    Reglerne for kompenserende ordninger, der er relevante for mennesker med handicap på arbejdsmarkedet tager ikke højde for praktik under uddannelse. Det bør undersøges, om hjælpen også kan gælde i praktik eller erhvervsarbejde under studiet.