Personer med handicap
Hvem er mennesker med handicap i Danmark?
Personer med handicap er individer med forskellig baggrund og forudsætninger, der lever individuelle liv som alle andre mennesker. Nogle er i beskæftigelse, bor i lejebolig, deltager i sportsaktiviteter, har bil, børn og ægtefælle. Andre bor i botilbud, køber ind på nettet, har job på særlige vilkår, deltager i frivilligt arbejde og så videre. Personer med handicap har dog det til fælles, at de kan møde forhindringer i forhold til at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Danmark tiltrådte FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap i 2009. Siden har konventionen dannet rammen for, hvilke mål Danmark skal leve op til for at sikre, at personer med handicap kan deltage i samfundslivet som alle andre.
Hvad er et handicap?
Man har haft mange forskellige ord for handicap gennem tiderne. I dag taler vi mest om handicap og funktionsnedsættelse. Det er også de betegnelser, der bruges i oversættelsen af FN’s handicapkonvention.
Der er tale om et handicap, når en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sansemæssig funktionsnedsættelse spiller sammen med barrierer i personens omgivelser og hindrer vedkommende i fuldt eller delvist at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Det kalder man et samfundsrelateret handicapbegreb. Det indebærer, at handicappet opstår i mødet med forhindringerne. Det flytter fokus fra den enkelte med handicap til omgivelserne. Det betyder samtidig, at begrebet handicap forandrer sig, når samfundet udvikler sig.
Pårørende til person med handicap
Det at have et handicap kan have betydning for en bredere kreds end personen selv. Ud fra SFI undersøgelsen fra 2017 fremgår det at:
- 17 procent af deltagerne der ikke selv har et handicap, har en partner eller et barn med handicap.